Oversigt  -  '92/'93-'94/'95  -  '95/'96-'97/'98  -  '98/'99-'00/'01  -  '01/'02-'03/'04  -  '04/'05Andet

 

Nytår '01/'02 - Sted: Vejle, Asbo, Bække og omegn
Planerne var store for denne aften - for første gang siden '98/'99 havde vi en bil OG en person med kørekort iblandt os! Vi regnede derfor med, først at lave lidt løjer i Vejle, og så tage til Asbo efter midnat. Inden selve aftnen, var familien Præstholms hus selvfølgelig blevet sikret med et alarmsystem (som virkede!! - men ingen billeder eller nærmere beskrivelse denne gang - vi vil jo heller ikke afsløre alle vores hemmeligheder...:-). Aftnen startede derefter også helt fint med at vi besøgte vores fætter Kurt (med familie), som bor lidt uden for Vejle. Efter at have spist nogle (yderst lækre!) julegodter, kom vi til at snakke om, om de ikke havde noget gammelt ragelse, som de gerne ville af med (næsten alt kan jo bruges til at placeres i andre folks haver...). Det vidste de nu ikke lige helt, men de havde da vist nok et gammelt wc liggende ude bag ved... - TAK!!!!! Wc'et blev stuvet om bag i Punto'en (som venligst var udlånt af Simon og Andrés forældre), og vi begyndte så at overveje hvad vi dog skulle gøre af det. På vejen tilbage kommer vi tilfældigvis forbi et bageri, og vores (lettere forskruede) hjerner, kommer på den idé, at sætte det her! Så ville det i hvert fald blive set... Ellers blev der lavet de sædvanlige småting. Og  Henrik fik fyret sin heksehylskasse (der traditionen tro, var vokset endnu en smule i forhold til året før) af.

Efter midnat tog vi til Asbo, hvor vi startede med lidt småting. Derefter kørte vi ud til vores "konkurrenter" der desværre, ligesom året før, var gået ALT for tidligt i seng. Et af stederne fandt vi desuden også noget, der virkelig var ved at chokere os - nogen havde placeret et wc i en gårdsplads - sandsynligvis for at skyde skylden på os!! Vi havde dog en ret god idé om hvem der var de skyldige, og vi fik hurtigt wc'et om bag i bilen, og fik det kørt tilbage til de formodede ejermænd... (hvor det blev placeret på et halvtag). Desuden spærrede vi deres hoveddør, garage og indkørsel med omkring 70 juletræer. Men meget mere skete der vist heller ikke.

Til toppen

 

Nytår '02/'03 - Sted: Asbo, Bække og omegn

Vores AutoDialer anno 2002 - klik for stort billede...Så var det endnu en gang blevet nytårsaften - og for en gangs skyld skulle ingen på arbejde på selve dagen. Derfor kunne vi samles om aftenen den 30. for at lægge planer! - og installere alarmsystem... Endnu engang havde Henrik overgået sig selv, og kunne præsentere en helt ny version af vores "opkaldssystem" (se billede). Denne blev koblet på et par sensorer, og vupti: så havde vi et velfungerende Anti-Løjer-setup...

Til stede på selve aftenen var (selvfølgelig) L.Øjer's fire aktive medlemmer - derudover havde vi fået følgeskab af æresmedlem Kristina Præstholm samt Daniels kæreste Anja som gæstemedlem. Efter at have spist aftensmad, måtte vi jo så hellere se at komme i gang. Efter at have fyret lidt krudt af, startede vi med at tage en rekognoscerings-tur ud forbi de steder, som vi havde tænkt os "at besøge" senere på aftenen... På vejen derud, havde vi desuden også bemærket at Mogens (se tidligere år) havde hængt en lyskæde op i sin flagstang - desværre var flagstangen lige uden for deres stue-vindue, så vi måtte nøjes med at slukke for kontakten til lyskæden - til at starte med... For Henrik lagde hurtigt mærke til, at det pga. den udendørs stikkontakt, ville være en smal sag at få HFI-relæet til at slå fra... Han fik hurtigt lavet en ledning til formålet, og Daniel blev sendt af sted, mens vi ventede i flugtbilen... Kort efter forsvandt ALT lyset på Mogens' grund... - og vi skyndte os væk... Senere på aftenen var vi da også lige en tur forbi Lunderskov IMU's nytårsfest, lige for at sige hej. Vi snakkede jo højlydt om hvordan vi havde taget strømmen hos Mogens, og så videre. Så de burde nok have vidst bedre end at lade os tage af sted ubevogtet, når husets sikringsskab var lige ved siden af hoveddøren... - og jo! - deres prøveknap virkede -  hehehe...:D

Derudover fik vi slæbt en masse gammelt skrammel rundt omkring i Asbo og omegn - bl.a. monterede vi en godt 100 kg tung vandvarmer foran en hoveddør, et gammelt wc blev sat op på skorstenen af et legehus, en ubeskyttet juletræskæde røg op i en flagstang og et juletræ blev hængt op i en antennemast. Desuden var der selvfølgelig diverse andre småting...

Men vi havde hørt, at et par af vores normale "mål" ikke var hjemme... - så der var vi ude et par gange... Men de havde desværre fået deres genbo til at holde lidt øje med deres hus - desværre for genboen altså!! For efter at han havde afbrudt os to gange, tænkte vi, at NU måtte det være nok!!! Så vi kørte tilbage til Asbo og hentede en ladning gammelt ragelse (deriblandt en TUNG radiator, en mindre olietank og en del andet) som vi derefter dumpede i hans indkørsel... - så kan han lære det, kan han!!...:)

Aftenen blev på fornemste vis rundet af, da vi omkring kl. 7 sluttede med at berige Bække Rutebilsstation med et smukt wc.

Til toppen

 

Nytår '03/'04 - Sted: Vejle, Asbo, Bække og omegn

Igen startede nytåret for os allerede dagen før. Og denne gang skete der virkelig noget! Igennem diverse kontaker havde vi nemlig fået adgang til ikke mindre end 22 lysegrønne wc'er - hvilket vel nok må siges at være rekord... Desværre skulle disse hentes et stykke væk, og da der ikke var uanede mængder plads på vores lånte trailer, måtte vi desværre nøjes med kun 8 styks.

Men det blev nytårsaften, og igen i år var de deltagende Daniel, Henrik, André, Simon, Kristina og Anja. Vi startede med aftensmaden, hvorefter vi bevægede os ud for at besøge fætter Kurt med familie. Efter forgæves at have ledt efter en udendørs stikkontakt til Henriks nye tekniske vidunder (hvad det egentlig er, forbliver unævnt) gik vi indenfor, og fik os lidt julegodter. Hjemme igen, var det tid til den obligatoriske pakkeleg, hvorefter turen gik over til naboerne - og lidt flere julegodter. Desværre fik vi ikke lov til at besøge wc'et, så her blev der heller ikke lavet løjer. Vi fik dog lov til at skaffe dem af med deres juletræ. 

Men klokken blev 12, og lige pludselig var der andre ting at tænke på - specielt med den udsigt der var til rådighed. Men efter fyrværkeriet måtte vi jo hellere se at komme igang med de løjer. Til det formål havde Henrik medbragt to wc'er i Nissan'ens bagagerum. Det første blev brugt til et bestillingsarbejde, og blev, sammen med førnævnte juletræ, plantet foran Vejle HTX - med en hilsen selvfølgelig. Det næste blev placeret i rundkørslen foran Vejle Musikteater, hvor det næsten virkede som erstatning for det netop nedtagede juletræ. Derefter var der natmad, og så gik turen til Asbo, hvor de sidste 6 wc'er ventede...

Vi lagde ud med at gentage succesen fra '98/'99, og fik bakset et wc op på Daniels tidligere arbejdsgiver, Kirstens, skorsten. Efter at have fuldført dette, mente Anja og Kristina dog at de ville i seng, så de fik et lift til Asbo. Tilbage i Bække mødte vi et par folk fra Lunderskov IMU, som for en gangs skyld også havde bevæget sig ud i nytårsløjernes kunst. De var dog tæt på at være færdige, men to af dem indvilligede i at følge med os. Fluks blev der placeret et wc i et af Bækkes mange helle-anlæg, og straks derefter blev en skulptur ved Bække Rutebilsstation også beriget med et.

Så gik turen til et par bekendte, en smule udenfor Bække, hvor der blev placeret wc'er på halvtage to steder. Efter at have hjulpet os med dette, bestemte de to gæster fra Lunderskov IMU, at de nok hellere måtte komme tilbage til deres egen fest igen. Så vi gav dem et lift, og kiggede da også lige indenfor. Af én eller anden mystisk grund, mente værterne dog ikke at de ville holde øje med os, da vi gik igen - på trods af at vi året før havde testet deres prøveknap. Vi ville dog ikke gentage os selv alt for meget, og bestemte os i stedet for at aflevere det sidste wc i deres gang...

Vel hjemme i Asbo, var der lige en hurtig gang varm kakao, hvorefter vi tog en tur op på smedens plads, hvor der normalt plejer at stå en hel del spændende gammelt ragelse. Vi fandt bl.a. et gammelt oliefyr, som, trods dets forholdsvis ringe størrelse, var så tungt at vi kun lige med nød og næppe fik det læsset op på traileren. Derefter blev det transporteret ned i en indkørsel (hvorfra det efter sigende krævede en hel del hårdt arbejde at få fjernet igen). Desuden blev en hel del andet gammelt ragelse placeret forskellige steder, bl.a. fik vi indrettet et kaffebord på toppen af et elskur, før vi omkring kl. 8, besluttede os for at sige stop.

Til toppen

 

Oversigt  -  '92/'93-'94/'95  -  '95/'96-'97/'98  -  '98/'99-'00/'01  -  '01/'02-'03/'04  -  '04/'05Andet

Copyright © 2004 Simon Falsig / L.Øjer. Alle rettigheder forbeholdes
Sidst opdateret 9/1 2005